Integrationsminister Rikke Hvilshøj mener ikke, at forældre bør acceptere muslimske dagplejemødre eller skolelærere, der dækker deres ansigt.
»Jeg ville aldrig selv acceptere, at mine børn passes eller undervises af en person, der ikke vil vise sit ansigt. Det her handler ikke om religion. Det er en praktisk og saglig vurdering af, at du ikke kan passe andre folks børn eller undervise en skoleklasse, hvis dit ansigt er tildækket. Der går min personlige grrænse, for det er utroligt vigtigt, at børn kan aflæse det voksne menneskes mimik og ansigtssignaler,« siger Rikke Hvilshøj, V.
Integrationsministeren vil ikke forbyde tildækkede kvinder at være dagplejemødre, men hun er uenig i Odense kommunes godkendelse af dagplejemoren. Desuden opfordrer hun de pågældende kvinder til at overveje deres situation.
»De må forholde sig til, om det er så vigtigt, at hele deres ansigt er dækket til. Det er et valg, de træffer, hvor de lukker sig ude fra arbejdsmarkedet. Man kan ikke sige, at man ikke vil tage imod et jobtilbud, hvis man ikke kan få lov til at dække sit ansigt. Det svarer til at sige, at man ikke vil arbejde for en kvindelig chef, og så kan man ikke forvente at få ydelser fra det offentlige,« siger Rikke Hvilshøj.
Integrationsministeren opfordrer desuden kommunerne til at forholde sig aktivt til en nylig rapport fra ministeriets tænketank. Her opfordres til at stille krav til danskere med indvandrerbaggrund på arbejdsmarkedet.