Brok, travlhed og en dårlig relation til chefen.
600.000 danskere er trætte af deres arbejde og drømmer om at lave noget andet.
Det viser en meningsmåling, som YouGov har foretaget for MetroXpress.
Det svarer til, at mere end hver femte dansker i arbejde ikke gider jobbet.
Ekspert i arbejdsglæde, Alexander Kjerulf, siger, at det kan have store konsekvenser at blive i et job, man ikke trives i.
"Det æder stille og roligt din selvtillid, energi og motivation, så det bliver sværere og sværere at finde et nyt job. Det kan også skade dit helbred. Der er undersøgelser, der viser, at hvis man har et job, man hader, så har man en overrisiko for at få en lang række sygdomme. Blandt andre nogle kræftformer, sukkersyge, stress og depressioner. Det kan desuden ødelægge dit parforhold, fordi du kommer hjem hver dag og er frustreret," siger Alexander Kjerulf til MetroXpress.
Hele 29 procent ville kvitte jobbet, hvis ikke det var for pengene, viser undersøgelsen.
Vilhelm Borg, seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, er også bekymret over situationen.
"Arbejdet er med til at skabe ens identitet, og det er en vigtig kilde til social kontakt. Det er et sted, hvor man kan opleve, at man gør nytte. Vi ved fra tidligere undersøgelser, at der er en sammenhæng mellem arbejdsglæde, engagement og sygefravær. Medarbejdere, der er motiverede for at gå på arbejde, har lavere sygefravær," siger han til MetroXpress.
Kilde: MetroXpress