Både politikere og erhvervsliv har længe råbt op om, at der er brug for flere danske iværksættere, hvis vi skal skabe nye job og vækst i fremtiden. Men det er tilsyneladende ikke lysten, der mangler.
En undersøgelse, som You-Gov har foretaget for metroxpress, viser, at 28 procent af danskerne godt kunne tænke sig at starte egen virksomhed. Og blandt unge mellem 18 og 29 år er der hele 48 procent, der drømmer om et liv som iværksætter.
Alligevel er der alt for få, som tør tage springet, lyder det fra Dansk Iværksætterforening.
- Det er virkelig positivt, at der er så mange danskere, der har den drøm, men jeg ville bare ønske, at der var flere, der gjorde noget ved det, siger formand Christian Walther til metroxpress.
Ifølge en OECD-rapport fra 2013 er antallet af nye virksomheder i Danmark faldet med knap en fjerdedel i løbet af en femårig periode. Dermed halter vi bag efter mange andre europæiske lande.
Christian Walther mener, at der er brug for en kulturændring i den danske befolkning, så man bakker mere op om iværksættere.
- Vi skal lære af andre landes mentalitet, hvor man hylder initiativet. Som iværksætter i Danmark hører du ofte folk sige "hvorfor får du dig ikke et ordentligt job og en fast løn?" Men vi skal lade være med at være så bange på andres vegne.