I aften bliver det afgjort, hvem der løber med prisen som årets fodboldspiller, når Dansk Fodbold Award 2010 løber af stablen.
De fire danskere, der er nomineret til den fornemme titel, er Daniel Agger, Simon Kjær, Nicklas Bendtner og Dennis Rommedahl.
TV 2 har før showet spurgt nogle af superligatrænerne, hvem de synes, der skal løbe af med hæderen.
"Jeg ville give min stemme til Rommedahl, på de unikke landsholdpræstationer fra hans rigtige gode VM. Det må blive ham," siger Randers-træner, Ove Christensen, til TV2 Sporten.
Den ellers så snakkesaglige Troels Bech er anderledes kort for hovedet, da han bliver spurgt.
"Rommedahl," lyder det korte svar fra Silkeborg-chefen.
Men her stopper enigheden også. Horsens-træner Johnny Mølby stemmer nemlig på Arsenals B-52.
"Jeg vil pege på Nicklas Bendtner, fordi når han er fit, så har han en kæmpe betydning for det danske landshold, og spiller i en stor klub, hvor han også gør en forskel, når han toppræsterer," lyder bedømmelsen.
Spørger man Brøndby-træner Henrik Jensen, hvem han synes, der skal løbe af med prisen, så er han et lidt alternativ i sit svar.
"William Kvist, for han har været den bedste," siger han til trods for, at Kvist slet ikke er nomineret.
Men trænerne kan mene nok så meget. Det er befolkningen, der bestemmer. Danskerne har nemlig kunnet stemme på deres favorit over nettet.
Sidste år var det Nicklas Bendtner, der vandt.