Privat løntilskud er vejen til fastansættelse for landets akademikere.
Det viser tal fra Djøf - juristernes og økonomernes forbund.
I private virksomheder ender omkring otte ud af ti djøf'ere i løntilskud med efterfølgende at blive ansat på almindelige vilkår.
Et offentligt løntilskudsjob fører til fastansættelse for cirka hver anden, skriver Djøf Bladet.
Selvom succesraten er størst i det private, kommer flest akademikere i løntilskud i det offentlige.
"Det er kommunerne eller de såkaldte andre aktører, der har pligten til at aktivere de ledige. Og efter de har fået en masse kritik af pip-fugle-kurser og lignende, har de sat mere turbo på løntilskudsjobbene," siger arbejdsmarkedspolitisk chef i Djøf, Lars Munck, til Djøf Bladet.
Han opfordrer alle ledige djøfere til selv at forsøge at sparke døren ind til en privat virksomhed.
"Og så kan de jo fortælle dem, at de små og mellemstore virksomheder, der har ansat djøfere, både har tjent på det og er mere innovative end dem, der ikke har," siger han.