En veritabel lortekrig har i den seneste tid udspillet sig i Skanderborg, hvor en mand har lagt brugte nikotinposer ud på sin grund for at holde ”glemsomme” hundeluftere væk.
Det er TV2 Østjylland, der beretter om den eskalerende nabosplid, der igennem en længere periode har udspillet sig i det østlige Skanderborg. Her er en mand blevet så træt af, at hundeluftere ikke samler op efter deres hunde, at han har lagt nikotinposer rundt om de firbenedes efterladenskaber på sin grund.
En ondskabsfuld handling, mener hundelufterne, som TV2 Østjylland har talt med, og som tilsyneladende har svaret igen ved at efterlade endnu flere hømhøm’er på mandens grund. Der var nemlig hundeafføring på græsplænen, i indkørslen og sågar var noget tørret af på postkassen, da mediet var forbi for at tale med manden, som forklarer sin aktion således:
- Jeg har ikke købt en eneste nikotinpose. Det er andres efterladenskaber. Jeg har bare lagt dem frem i en halvcirkel omkring hundelorte på min grund, siger manden, som suppleres af kvinden, der også bor i huset:
- Det er ikke, fordi vi vil slå nogens hund ihjel. Det er et opråb om at få samlet op efter sig, siger hun.
Det har ifølge parret været et problem igennem længere tid med hundeejere, der glemmer at samle op efter deres hund. Tidligere har parret hængt hundeposer ud, så folk kunne tage en, hvis de havde glemt at få med hjemmefra. Men uden synderligt held.
Efter TV2 Østjyllands besøg melder parret, at det nu har fjernet både hundelorte og nikotinposer fra grunden. Dog lyder advarslen, at nikotinposerne kommer tilbage, hvis hundelortene dukker op igen.
Nikotinposer eller snusposer kan ifølge Dyrenes Beskyttelse i værste tilfælde koste en hund livet, især hvis der er tale om små hunde eller hundehvalpe. Symptomerne på nikotinforgiftning er savl og opkast, hundens syn og hørelse bliver påvirket, og der kan opstå lammelse, som i værste fald kan betyde hjertestop.
Læs hele historien her
TV2 ØSTJYLLAND