Flere og flere muskelhunde bliver omregistreret, så de ikke længere tilhører en af de 13 hunderacer, der blev ulovlige i Danmark den 1. juli i år.
Det skriver Jyllands-Posten.
"Siden loven trådte i kraft har vi omregistreret racen på en håndfuld hunde. Hvis en dyrlæge skriver, at en hund er blevet indberettet med en forkert race, så må vi jo ændre det i registret," sekretariatschef i Dansk Hunderegister, Ivan Nørgaard, til Newspaq og tilføjer, at det ikke kun gælder for gadekryds men også for rene kamphunde.
Og omregistrering sker også for helt nyfødte hvalpe af den ulovlige slags, for hvis hundehvalpene ikke har en stamtavle, er det helt umuligt for dyrlægen at fastslå noget om racen, især hvis der er tale om en blanding.
"Ikke engang med en dna-test kan man være sikker. Så hvis ejeren siger, at hunden ikke indeholder de forbudte racer, er dyrlægen nødt til at stole på det," lyder det fra formanden for Den Danske Dyrlægeforening, Arne Skjoldager, der kalder den nye hundelov for fuldstændig ubrugelig.
"Loven kan blive nærmest umulig at håndhæve, og vi mener ikke, at den virker i forhold til at begrænse angreb fra kamphunde. Tværtimod mener vi, at den har en masse bivirkninger, som går ud over den almindelige hundeejer," siger Arne Skjoldager.
Hos de Konservative lover dyrevelfærdsordfører Tage Leegaard at se nærmere på snyderiet med de ulovlige hunderacer, men derudover ser han ikke problemer i den nye lov, som efter hans mening vil forhindre en spredning af de voldelige muskelhunde.