En 24-årig kvinde fra Sandved, godt 20 kilometer vest for Næstved, blev lørdag varetægtsfængslet i fire uger. Hun er sigtet for at have dræbt sit nyfødte barn, og har indrømmet det.
Sjællandske Nyheder kan nu afsløre, at der et uhyggeligt sammenfald med en historie fra Retten i Næstved 26. juni 2024.
En journalist var til stede ved Retten i Næstved, da den dengang 23-årige kvinde blev idømt en betinget straf på 30 dages fængsel for usømmelig omgang med lig - en nyfødt baby.
Sjællandske Nyheder kan konstatere, at der er sammenfald af både navn og fødselsdato mellem de to episoder.
Det ses i en retsmødebegæring, som Sjællandske Nyheder fik ved hjælp af en aktindsigt forud for retssagen i juni.
Den nu 24-årige kvinde blev fængslet frem til 16. januar, oplyser anklageren.
Politiet fik fredag klokken 17.30 en anmeldelse om et såkaldt mistænkeligt forhold på Torpevænget i Sandved.
På adressen blev der fundet et livløst nyfødt barn.
Drabet skete ifølge politiets sigtelse i tidsrummet mellem torsdag aften og fredag morgen. Fødslen skete i hjemmet, og kvinden er sigtet for at have dræbt barnet straks efter fødslen.
Politiet har med henvisning til "sagens karakter" ikke frigivet flere oplysninger.