Redningsarbejdere forsøger at befri mindst fem personer fra kollapsede bygninger og få lokaliseret 173 savnede personer, efter at et jordskælv ramte Taiwans østkyst tirsdag.
Det oplyser det nationale brandvæsen ifølge nyhedsbureauet AP.
Skælvet ramte sent tirsdag. Det fik bygninger til at falde sammen, og mindst to personer er dræbt.
Brandvæsnet siger, at 219 personer er kommet til skade. Mindst 24 af dem er i kritisk tilstand. Det skriver AP.
Skælvets rystelser ødelagde veje og førte til strømsvigt og manglende vandforsyninger til tusindvis af hjem.
Omkring 30 mennesker var kort efter skælvet spærret inde i et hotel, der kollapsede i byen Hua-Lien i det nordøstlige Taiwan. De fleste af dem er altså nu blevet reddet ud af murbrokkerne.
Den nederste etage i Marshal Hotel kunne ikke klare de kraftige rystelser fra skælvet, der havde en beregnet størrelse på 6,4. Hele stueetagen kollapsede, skriver nyhedsbureauet Central News Agency i Taiwan.
Et andet hotel i byen er også ramt af jordskælvet, meddeler brandvæsnet. Det er ikke umiddelbart klart, hvor alvorlige skaderne er. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Ifølge samme medier er flere bygninger ødelagt af de kraftige rystelser. Også billeder på sociale medier viser omfattende ødelæggelser på bygninger og veje i området. Det rapporterer den britiske tv-station BBC.
Skælvet ramte omkring 21 kilometer nordøst for Hua-Lien 9,5 kilometer under jordens overflade, oplyser den amerikanske myndighed USGS.
USGS har blandt andet til opgave at registrere styrken af jordskælv verden rundt.
Taiwan er i de seneste dage blevet ramt af flere jordskælv.
/ritzau/