I foråret har AC Horsens både slået OB og Brøndby på hjemmebane, og cheftræner Henrik Jensen håber, at de kan gentage kunststykket med at slå et tophold, når de i morgen tager imod FC København. Det ville også være mest fair, påpeger han.
"Vi har spillet rigtig godt på hjemmebane og slået både OB og Brøndby, og så er det vel egentlig også fair for de to klubber, at vi også slår FCK," siger Henrik Jensen til bold.dk.
Rent personligt ville han heller ikke have noget imod at stikke en kæp i hjulet på FC Københavns mesterskabsambitioner.
"På den måde kan vi også hjælpe både Brøndby og OB. Jeg har et godt forhold til Lars Olsen i OB og håber på Brøndby, så hvis vi kan slå FCK så hjælper jeg de to, og det har jeg det fint med," siger Henrik Jensen.