Det er ingen menneskeret for to mænd eller to kvinder at blive gift.
Sådan lyder en principiel afgørelse fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, der samtidig udtaler, at de europæiske lande heller ikke har pligt til at indføre en form for registreret partnerskab.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Sagen er startet, efter to østrigske mænd fik afslag på at gifte sig, med den begrundelsen at ægteskab kun er for mand og kvinde.
Mændenes advokater mente, at afgørelsen var i strid med Den Europæiske Menneskeretskonventions paragraf 12, der siger, at alle mænd og kvinder har ret til at gifte sig, og derfor blev sagen bragt for domstolen.
Men 'ægteskab for homoseksuelle ikke er en universel værdi i Europa og derfor heller ikke en menneskeret', fastslår afgørelsen, og derfor er der ikke meget at gøre for de to mænd, da det er op til det enkelte land at afgøre, om homoseksuelle kan gifte sig.
Stéphanie Lagoutte, der er ekspert i menneskerettighedsdomstolens afgørelser ved Institut for Menneskerettigheder i København, mener dog ikke, at afgørelsen vil få betydning for Danmark.
"Domstolen udtaler sig udelukkende om det civile ægteskab, ikke om trossamfunds eventuelle pligt til at vie homoseksuelle par. Dommen handler desuden om, hvorvidt et land har pligt til at indføre registreret partnerskab, og det er jo ikke et spørgsmål i Danmark," siger Stéphanie Lagoutte til avisen.