Uma Thurman er ny på rollelisten i Lars von Triers kommende film "Nymphomaniac", som i øjeblikket er ved at blive indspillet i Köln i Tyskland.
Det oplyser Zentropa i en pressemeddelelse.
Hollywoodstjernen, der blandt er kendt for sit samarbejde med Quentin Tarantino, slutter sig dermed til det stjernespækkede hold, der også tæller navne som Charlotte Gainsbourg, Shia LaBeouf, Jamie Bell, Connie Nielsen og Jesper Christensen.
Uma Thurman fik sit store gennembrud i Tarantinos "Pulp Fiction" i 1994. Rollen som Mia Wallace indbragte hende således en Oscar-nominering.
"Nymphomaniac" er en historie om en kvindes erotiske rejse fra fødslen til 50-års alderen, fortalt af hovedkarakteren Joe, som spilles af Charlotte Gainsbourg.
Filmen ventes at få premiere næste sommer. Det sker muligvis på filmfestivalen i Cannes, hvor Lars von Trier ellers faldt i unåde, da han i forbindelse med et pressemøde sidste år ytrede forståelse for nazismen.
Det selvmål har den danske instruktør siden trukket tilbage.