Hollywood-stjernen Sean Penn har i den seneste tid opholdt sig i Ukraine for at lave en dokumentarfilm om krigen i det østeuropæiske land.
Men nu har den 61-årige skuespiller og instruktør forladt landet til fods - akkurat som tusindvis af ukrainske flygtninge, der i disse dage søger vestpå.
- Jeg og to kolleger har gået flere kilometer til den polske grænse efter at have sat vores bil ved vejkanten, skriver Sean Penn på Twitter, hvor han deler et billede af sig selv gående med en kuffert ved siden af en lang række parkerede biler.
- Næsten alle bilerne på vejen har kun fragtet kvinder og børn uden nogen synlig bagage. Bilen har været deres eneste værdifulde ejendel”, lyder det fra Sean Penn.
Sean Penn har under sit ophold i Ukraine også deltaget i officielle pressemøder og haft et møde med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskij, der sidste uge delte en video i en Instagram-story, hvor han har en samtale med Penn.
- Sean Penn viser det mod, som mange andre, især vestlige politikere mangler. Jo flere mennesker - ægte venner af Ukraine - der støtter kampen for frihed, jo hurtigere bliver det muligt at stoppe det massive angreb fra Rusland, lød det i en officiel udtalelse fra præsidentens kontor på Facebook, hvor det fremgår at Sean Penn er i Ukraine “for at fortælle verden sandheden om invasionen af vores land”.
Sean Penn besøgte også Ukraine i november sidste år.
Sean Penn sad torsdag med ved præsidentens pressemøde. (Foto: Ukrainian Presidential Press Service/Reuters/Ritzau Scanpix)