Frankrigs præsident, François Hollande, lover Mali massiv støtte fremover og fremhæver det vestafrikanske lands præsidentvalg som en sejr for demokratiet.
Holland, som sendte franske soldater til Mali tidligere i år for at nedkæmpe militante islamister, vil tage til det afrikanske land for at overvære indsættelsen af Ibrahim Boubacar Keita som præsident.
Keita var tirsdag ved at tage bestik af situationen i landet på ny, efter at det stod klart, at han vil overtage magten. Det officielle valgresultat fra præsidentvalget er endnu ikke afgjort, men Somalia Cisse lykønskede allerede sent mandag Keita som valgets vinder.
- Med næsten to tredjedele af stemmerne optalt ligger IBK (Ibrahim Boubacar Keita) klart i front, siger kilder, som har hjulpet med at organisere afstemningen, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Valget er det første i Mali siden 2007, og det er afgørende for at kunne modtage mere end fire milliarder dollar (22 milliarder kroner) i støtte fra internationale donorer, som har stoppet deres bidrag i kølvandet på sidste års militærkup.
Regeringen har fredag frist for offentliggørelsen af valgresultatet.
Mali var ramt af kraftig regn på valgdagen, og EU's valgobservatør har anslået, at valgdeltagelsen var omkring 45 procent, hvilket er lidt lavere end ved første runde af præsidentvalget, men noget højere end ved tidligere valg.
EU har allerede blåstemplet valget ved at kalde det "troværdigt og gennemsigtigt," i en udtalelse fra EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton.
/ritzau/AFP