Det er næsten som et eventyr. Lille Holger blev reddet af en mystisk rytter.
Efter et døgn i den kolde skov i Nordjylland blev treårige Holger Kragh i formiddags fundet i live og god behold af en rytter, der frivilligt havde sluttet sig til den omfattende eftersøgning i Tranum Klitplantage.
"Redningsmanden ridder rundt på stier og veje og får så øje på noget blåt. Han flyver så af hesten og løber hen til det, der skulle vise sig at være Holger," fortæller hundeleder Henrik Jensen, der var første politimand, der hentede Holger, til Newspaq.
"Jeg sagde til ham, at han var meget velkommen her nede på pladsen, men vi har ikke set ham," siger Henrik Jensen om den heltemodige rytter, som han beskriver som en meget rolig mand.
Manden er 45 år gammel og kommer fra Fjerritslev. Han red rundt på en islænderhest, da han fik øje på Holger, der forsvandt i skoven søndag formiddag.
Men indtil videre er det alt offentligheden ved om mandagens helt. Han er nemlig som sunket i jorden igen.