USA's højesteretspræsident slår tirsdag igen, efter at præsident Donald Trump har taget sin konflikt med de amerikanske domstole til et nyt niveau.
Trump krævede tidligere tirsdag, at der skal være en rigsretssag mod en dommer, der har suspenderet udvisningsfly med migranter.
Men højesteretspræsident John Roberts siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Trumps reaktion ikke er den rette.
- I over to årtier er det blevet fastslået, at rigsretssager ikke er en hensigtsmæssig respons på uenigheder angående en juridisk beslutning, siger Roberts i en udtalelse fra domstolen.
- Det er formålet med den normale ankeproces.
Trumps strid er med den føderale dommer James E. Boasberg.
Han besluttede i weekenden at blokere for udvisninger af mere end 200 venezuelanere. Udvisningerne blev gennemført med henvisning til den 227 år gamle lov Alien Enemies Act. Den er fra 1798 og er historisk blevet brugt i krigstid.
Administrationen udviste trods blokeringen fra dommeren alligevel venezuelanerne, som ifølge USA er medlemmer af banden Tren de Aragua. Flyene landede som planlagt i El Salvador.
Tirsdag krævede Trump, at dommeren afsættes.
- Denne dommer bør - som mange af de korrupte dommere, som jeg er tvunget til at stå over for - afsættes via en rigsret, skrev Trump på Truth Social.
Hvor en rigsret i Danmark behandler sager anlagt mod ministre for deres embedsførelse, kan der i USA også føres rigsretssager (impeachment, red.) mod dommere og flere andre embedsmænd samt politisk valgte.
Konservative Roberts har været medlem af USA's højesteret siden 29. september 2005 og blev nomineret af republikaneren George W. Bush.
/ritzau/