Nul gange 75.000 job giver nul job.
Sådan lyder det regnestykke, Finansministeriets har lavet på baggrund af SF's vækstplan.
Det skriver dagbladet Børsen.
"Vi kan ikke rigtig finde tal ved beregninger, der skulle kunne vise, at deres plan giver noget på beskæftigelsen," siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) til Børsen.
Finansministeriet anfægter blandt andet, at SF vil skabe 50.000 nye job i den grønne sektor.
SF's vækstplan bygger på spørgeskemaer fra 200 virksomheder i Øresundsregionen, som er skaleret op til at dække hele landet.
"Det bekræfter, at det, som SF spiller på banen, ikke er andet end luftsteg og vindfrikadeller, og det understreger, at SF bliver klædt af, når vi kommer til realiteterne," siger Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen til Børsen.
Men resultatet er forudsigeligt, når Finansministeriets regnemaskine i forvejen ganger SF's tal med nu, siger SF's vækstordfører Steen Gade.
Han mener ikke, det er et problem, at partiet har skaleret regionale tal op på landsplan.
"Vi har endda foretaget en meget forsigtig opskalering. Og tallene stammer fra et konsulentfirma, som regeringen i forvejen bruger," siger Steen Gade til Børsen.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd beskylder Finansministeriet for at være alt for pessimistiske.
"I disse tider bliver alt ganget med nul, når det kommer fra S og SF. Er der ikke sådan en 'Claus Hjort nul-faktor' på alle ting?," spørger chefanalytiker Martin Madsen i Børsen.