Opdateret kl. 15:35
Lars Løkke Rasmussen kunne lørdag ikke længere stå for presset fra det politiske bagland og valgte trække sig fra posten som formand for Venstre.
Og mens adskillige Venstre-folk har benyttet anledningen til at hylde den tidligere statsminister for sine mange år i topledelsen, så raser nestor Claus Hjort Frederiksen mod partiets hovedbestyrelse.
- Venstres hovedbestyrelse har i dag truffet en tragisk beslutning om at fratage Lars Løkke muligheden for på et landsmøde at vise hans politiske projekt for Venstre delegerede, lyder indledningen i et opslag på Facebook.
- Lars Løkke Rasmussen har i syv år været statsminister. Han sikrede Venstre en stor fremgang ved Europaparlamentsvalget og ni ekstra mandater ved Folketingsvalget 5. juni. Det viser stor opbakning i medlemskredsen og blandt vælgerne, tilføjer Claus Hjort Frederiksen.
Den tidligere minister har flere gange forsvaret Lars Løkke Rasmussen under den seneste tid uro i partiet.
Han har - ligesom Lars Løkke Rasmussen - insisteret på, at det skulle være op til partiets delegerede at udpege partiets formand på det kommende landsmøde.
Men lørdag valgte Lars Løkke Rasmussen under stort pres at forlade posten som formand.
- Jeg er dybt beskæmmet over processen. Den skader Venstre. Det er ikke i orden at kortslutte den demokratiske proces og ikke overholde vore vedtægter, hvor formanden må kunne få sit mandat prøvet på et landsmøde, skriver Claus Hjort Frederiksen.
Venstres medlem af Europa-Parlamentet Morten Løkkegaard var også til stede ved lørdagens hovedbestyrelsesmøde.
Han afviser at kritisere hovedbestyrelsen, der til sidst skubbede Lars Løkke Rasmussen af posten ved at kræve et ekstraordinært landsmøde.
- Det er den beslutning, man er nået frem til, og det skal man respektere, siger han.
- Skyld er noget sindssygt noget at diskutere lige nu. Vi skal kigge fremad, og vi har ikke brug for mere mudderkastning. Det har været et helt igennem forfærdeligt døgn, tilføjer Morten Løkkegaard.
/ritzau/