De var lidt mere fedtede, finansministerens briller, og håret lidt mere uglet end i morges, da første runde af 2020-forhandlingerne gik i gang.
Efter godt otte timers forhandlinger, er Claus Hjort Frederiksen (V) stadig en glad optimist.
Derfor vil han ikke svare på, hvad scenariet kan blive, hvis ikke regeringen når til enighed med Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale Venstre.
"Vi når hinanden. Vi er fælles om udfordringen, og alle har bekræftet hinanden i, at det er en udfordring, der skal løses. Så jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, at vi ikke når hinanden," slog han fast overfor de sidste journalister, der er blevet hængende i finansministeriet.
Men at efterlønnen får lov at bestå, som Socialdemokraterne ønsker det, vil Claus Hjort Frederiksen så godt som afvise.
"Jeg vil ikke stå her og forhandle, men mit forslag er (en afvikling, red.) af efterlønnen, og det vil jeg kæmpe benhårdt for," siger han.
Dagens forhandlinger er nu overstået. Først efter påske træder partiernes topfolk igen sammen på Stengangen.
Kort inden Hjortens glade budskab var DF's to repræsentanter ved dagens forhandlinger, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup, kommet ud. For dem er 40-års-modellen stadig så langt de vil gå i forhold til at ændre på efterlønnen.
Og den idé lever fortsat, forsikrer Thulesen Dahl.
"Nu ser det ud til, at der er fortsatte forhandlinger med hele velfærdskredsen, og det er ganske udmærket. Det vil bestemt være et plus, hvis vi kan lave noget i fællesskab," siger han.
Et andet af de helt store stridspunkter er, at Socialdemokraterne ønsker at øge de offentlige udgifter, så det beløb, der skal findes, bliver endnu højere.
Det forslag vil finansministeren slet ikke bruge i sine beregninger endnu.
"Vi har jo stadig til gode at høre, hvad Socialdemokraterne konkret forestiller sig. I ved fra mine gennemgange, hvor lidt S'erne i realiteten har af forslag, så de har en kæmpe udfordring foran sig," konstaterer han.
Når forhandlingerne genoptages tirsdag efter påske, håber finansministeren, at der er flere konkrete tal og beregninger at diskutere.