En 21-årig soldat fra Jydske Dragonregiment blev i aftes anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenloven.
Soldaten rendte rundt med 150 gram plastisk sprængstof med tilhørende detonator og sprængsnor ved en nedlagt ejendom i Skejby, skriver TV2.dk.
Beboere i nærheden alarmerede politi, efter den 21-årige havde afgivet adskillige skud med sin pistol mod træer på ejendommen.
- Ifølge hans eget udsagn har han skudt 28 gange, siger vagtchef Per Bennekov, der oplyser, at den 21-årige begrundede sit skyderi med, at han manglede spænding efter hjemsendelsen fra international tjeneste.
Ifølge politiet købte han sprængstoffet af en hjemmeværnsmand og pistolen af en narkoman, skriver TV2.dk.