En kvinde på Lærkevej i København lå død i flere døgn. Og hendes lig blev først fundet, da beboerne i hendes opgang bemærkede lugten.
Det skriver TV 2.
Københavns Kommune fandt først ud af, at kvinden var død fem dage efter en hjemmehjælpers besøg, da socialforvaltningen blev ringet op af TV 2.
Kvinden havde ret til et ugentligt besøg fra hjemmehjælpen. Hun skulle have hjælp til rengøring, tøjvask og indkøb.
Ifølge en overbo til kvinden fik hun besøg af en hjemmehjælper torsdag 1. juli. Men hjemmehjælperen gik igen, da kvinden ikke åbnede døren.
Herefter skulle hjemmehjælperen have udført et notatark om 'forgæves gang', men det skete aldrig.
Derfor vurderede hjemmehjælpen, at kvinden ikke behøvede at få besøg før torsdag 8. juli.
Sagen får nu Socialforvaltningen til at indskærpe over for lederne af hjemmeplejen, at procedurerne skal overholdes.
"Socialforvaltningen vil allerede i dag udsende en instruks om, hvordan de nuværende retningslinier skal fortolkes, herunder indskærpe, at der enten skal skaffes adgang til bolig umiddelbart eller alternativt aflægges nyt besøg inden for 24 timer efter forgæves adgang til bolig," skriver forvaltningens pressechef Ulrik Aarhus i en mail til TV 2 Nyhederne.