Hjulophæng, krængningsstabilisator, karosseri og motor. Det er størrelse, som seks danskere har haft fingrene i for at stykke deres drengedrøm sammen: De har bygget deres helt egen racerbil, der som den første fra Danmark nogensinde i weekenden deltog i en international formelkonkurrence i Australien.
I to år har studerende fra Aalborg Universitet arbejdet på den hjemmebyggede racerbil - med navnet Unicorn G1 - som deltog i Formula SAE-konkurrencen for åbne vogne med frie hjul. I Australien har det danske Unicorn-hold dystet mod universiteter fra hele verden, og mens Danmark deltog med den første bil, holdet har udviklet, havde andre hold videreudviklet og bygget deres 10. model. Efter fire dages konkurrence kunne danskerne hæve pokalen - dog ikke vinderpokalen - men fighterprisen, som dommerne i enighed gav til de danske drenge.
Holdet havde en del tekniske problemer, og de debuterende danskere sluttede i den nederste del af den samlede placering. »Men fighterprisen betyder, at der er nogen, der har været imponeret over vores bil - og de synes, at det er synd, at vi har haft så mange problemer, om vi så har fået løst hen ad vejen,« fortæller civilingeniør Jeppe Funk Kirkegaard fra Australien.
Jeppe Funk Kirkegaard er nyuddannet fra Aalborg Universitet, som sammen med private sponsorer og fonde har finansieret projektet.
Den danske bil var en af de kraftigste ved løbet i Australien, men de mange kræfter rykkede dele af bilen i stykker, blandt andet dækkene.
»Det er selvfølgelig træls, at det hele ikke virkede fra første dag. Men vi har uden tvivl haft den kraftigste bil, den var bare ikke stabil nok. Vi har lært en masse, og vi kan nu vende hjem og bruge vores erfaringer, når vi bygger den næste bil,« siger Jeppe Funk Kirkegaard.
Aalborg Universitet havde allerede inden konkurrencen besluttet, at de studerende skal have mulighed for at bygge racerbiler på baggrund af erfaringerne med Unicorn G1 de næste tre år.
Formula SAE-konkurrencen er både et traditionelt motorløb med tidtagning samt en ingeniørkonkurrence med tekniske vurderinger, præsentationer af fiktive investeringsmuligheder og lignende.
»Det var en stor oplevelse at møde andre, der brænder for det samme, og det var spændende at se andre tekniske løsninger,« siger Jeppe Funk Kirkegaard.
Det danske Unicorn-hold ser frem til at køre i andre lande, heriblandt England.
Fakta om Unicorn G1
2.750 millimeter lang, 1.460 millimeter bred og 1.050 høj. 270 kilo tung.
Motor: Honda CBR-RR fra en motorcykel.
4 cylinere og 16 ventiler.
6 gear, der styres fra rattet.