Den militante libanesiske bevægelse Hizbollah siger onsdag, at den har angrebet flere mål i Israel.
Det er første gang, at Hizbollah angriber Israel, siden et stort antal personsøgere tilhørende medlemmer af bevægelsen eksploderede tirsdag, hvor 12 personer blev dræbt og flere tusinde såret ifølge Libanons sundhedsminister.
Hizbollah har svoret at hævne eksplosionerne, som bevægelsen mener, at Israel står bag.
Israel har ikke udtalt sig om sagen.
Angrebet onsdag har været rettet mod positioner, hvor Israel har artilleri.
Hizbollah siger, at angrebet er blevet udført med raketter.
Der har ikke været meldinger om tilskadekomne i forbindelse med angrebet.
På billeder ses flere raketter affyret fra det sydlige Libanon blive skudt ned af israelske forsvarssystemer i det nordlige Israel.
Konflikten mellem Hizbollah og Israel har varet længe.
Den er dog blevet intensiveret efter 7. oktober sidste år, hvor Hamas-bevægelsen i Gaza angreb Israel.
Hizbollah har siden sagt, at den viser sin støtte til Hamas i den verserende konflikt i Gaza ved at angribe Israel, som omvendt også har angrebet mål i Libanon.
Onsdag har der igen været eksplosioner i Libanon. Denne gang er der ikke tale om personsøgere, men andre slags kommunikationsudstyr.
Tre personer er døde, og mange er sårede.
Udstyret beskrives som walkie-talkies eller håndholdte radioer.
Udstyret blev indkøbt af Hizbollah for fem måneder siden. Nogenlunde samtidig blev de eksploderende personsøgere købt.
Avisen New York Times og Reuters har tidligere skrevet, at Israel har sørget for, at der blev placeret sprængstoffer i personsøgerne, før de blev afsendt til Hizbollah.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters