En 56-årig mand er afgået ved døden efter en soloulykke mandag aften i Bolderslev nær Aabenraa.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.
Den 56-årige kørte i en lastbil ad Hellevad-Bovvej, hvor han kørte i grøften.
Ulykken skete klokken 19.27 mandag aften.
Politiet oplyser, at manden fik et ildebefindende, og derfor kørte han i grøften. Den præcise årsag til dødsfaldet kendes ikke, men ifølge politiet kørte manden ikke med høj fart.
De pårørende til den 56-årige er blevet underrettet.
/ritzau/