I allersidste konkurrence ved alpin-VM i østrigske Schladming lykkedes det langt om længe værtsnationen at tage en individuel guldmedalje.
Marcel Hirscher, landets i særklasse største skinavn i øjeblikket, stod for presset og vandt slalomkonkurrencen til stor jubel blandt de tusindvis af flagsvingende tilskuere i målområdet.
Da landsmanden Mario Matt samtidig tog sig af bronzemedaljen, sluttede VM altså med en tiltrængt triumf for østrigsk skisport, der ellers ikke har haft noget stort VM.
Nedturen for den skigale nation så da også ud til at fortsætte, da både Benjamin Raich og Manfred Pranger kiksede i anden afdeling, efter at de var sluttet første gennemløb i top-10.
Så var der kun Hirscher og Matt at hænge håbet på, men det var også tilstrækkeligt. Så lever østrigerne formentlig fint med, at tyske Felix Neureuther bekræftede de seneste ugers fine form ved at klemme sig ind på andenpladsen.
Den amerikanske superstjerne Ted Ligety stod for et tidligt dramatisk højdepunkt, da han udgik i første gennemløb, efter at han fik den ene ski på den forkerte side af en port.
Dermed lykkedes det ikke VM's helt store profil at føje yderligere medaljer til de tre af guld, han har skrabet sammen i Schladming.
De tre guldmedaljer er hovedårsagen til, at USA slutter som bedste nation ved de verdensmesterskaber, der nu er forbi.
Amerikanerne tog fire guld- og en bronzemedalje. Østrig og Frankrig sluttede som nummer to og tre på medaljeranglisten.
/ritzau/