Om det fandt sted i slagterafdelingen melder historien ikke noget om, men mandagens skænderi i et supermarked hørte i hvert fald hjemme i slagterafdelingen.
Mandag aften omkring kl. 18.30 kom tre personer op at skændes med en fjerde mand i Bilka i Horsens. Den ene mand havde benet i gips, og han greb pludseligt ned i gipsen og hev en 30 cm lang kødøkse frem, som han truede modparten med. Det skriver dr.dk.
Manden med benet i gips og med øksen i hånden forlod supermarkedet kort efter - formentlig i en taxa. Kødøksen blev senere fundet i Bygholm Å, og politiet vil nu genafhøre manden, der blev truet, oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.