"Jeg er tavs, når det passer mig!" har Birthe Rønn Hornbech (V) slået kort og kontant fast. Og det har den ellers så temperamentsfulde minister levet op til flere gange.
Sidst blev et samråd i starten af februar stoppet brat med et enkelt klik. "Nu slukker jeg mikrofonen, og jeg tænder den ikke igen," sagde Birthe Rønn til mødet som svar på de mange spørgsmål om ulovlig afvisning af statsløse unge.
Og det gjorde hun så, mens måbende politikere fra oppositionen stod tilbage. Se det i slutningen af denne video.
Især journalister har oplevet ministeren opføre et mimeteater foran mikrofonen. Her er det TV2, der må nøjes med næsten et minuts stilhed på bånd.
Tidligere havde Birthe Rønn Hornbech en lille, sort bog, hvori hun noterede de journalister, hun ikke vil snakke med. For at lette note-arbejdet, prøvede Rønn at tage billeder af de irriterende journalister med sit mobilkamera.
Ministeren var dog ikke så god til det tekniske og endte med at knipse sig selv. Samtidig slog daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen fast, at det ikke er i orden at blackliste journalister.
Når bladet nu skal tages fra munden, så kan det være noget af en røffel, der komme ud. Birthe Rønn Hornbech er kendt for sit temperament, og det går for eksempel ud over journalisterne i den her video.