Det bliver den nuværende Esbjerg-træner Jess Thorup, der overtager posten som U/21-landstræner i stedet for Morten Wieghorst.
Det oplyste Dansk Boldspil-Union (DBU) torsdag formiddag på et pressemøde i Fodboldens Hus i Brøndby.
- Jeg blev meget glad for henvendelsen om stillingen som U/21-landsholdstræner fra DBU. Der er tale om en stor, fodboldfaglig udfordring, når jeg får ansvaret for arbejdet med den ældste aldersgruppe af talenter herhjemme.
- Jeg er fuldt ud klar over, at min indsats vil blive vurderet ud fra en række andre parametre ud over resultaterne på banen, og det ser jeg frem til, siger Jess Thorup til unionens hjemmeside.
Morten Wieghorst blev for nylig ansat som assistenttræner i den engelske Premier League-klub Swansea, hvor Michael Laudrup er manager. Wieghorst begynder i det job til sommer.
En af de største favoritter til at overtage jobbet som U/21-landstræner var ellers den nuværende U/19-landstræner Thomas Frank, men han blev forbigået i denne omgang.
Også den tidligere assistenttræner i FC København og Wolverhampton, Johan Lange, er blevet nævnt til posten, som gik til Thorup.
Jess Thorup bliver kontraktansat for perioden 1. juni 2013 til 30. juni 2015.
/ritzau/