Allerød nord for København indtager en flot placering som den kommune i landet, der har færrest dårlige betalere.
En rapport fra analysefirmaet Experian sidste år viser, at den nordsjællandske kommune kun har en procentandel på 1,99 af de dårlige betalere i det såkaldte RKI-register. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Nøglen bag Allerøds succes er ifølge borgmester Erik Lund (K), at man i 2005 valgte at fastholde kommunal arbejdskraft til at hjælpe med at indkræve gæld, da håndteringen af skat og opkrævning blev lagt over til staten.
På den måde har man i Allerød kunnet vejlede skyldnerne til at få betalt deres gæld - og mindet dem om, at de skal have det ud af verden.
- Vi har bibeholdt halvdelen af kommunens pantefogeder, fortæller Erik Lund til Frederiksborg Amts Avis.
- Man kan snakke med dem og lave aftaler, og de sørger for en mere effektiv opkrævning. Det er en bedre service overfor dem, der ikke skylder, at vi får tilgodehavender hjem, tilføjer han.
Borgmesteren er selv uddannet pantefoged og har arbejdet med at indkræve skatter som skattechef i København.
/ritzau/