Karantæneramte Nicklas Bendtner er ude i VM-kvalifikationskampen mod Tjekkiet på lørdag, men landsholdet råder over flere alternativer i angrebet. Se de tre mest sandsynlige her:
*Nicklas Helenius, AaB, 21 år:
Er favorit til at overtage Bendtners plads lige nu. Har sprudlet for AaB med fire mål og fire oplæg i de første otte superligakampe. Var med på ligalandsholdet i januar og spillede en halvleg i den seneste landskamp mod Slovakiet i august.
*Andreas Cornelius, FC København, 19 år:
Den mulige landsholdsdebutant har gjort kometkarriere i FCK, hvor den 1,93 meter høje angriber har imponeret med seks mål i Superligaens første otte spillerunder. Stor, stærk og god i luftrummet og kan smides ind som joker, hvis der skal hældes bolde ind i feltet.
*Nicolai Jørgensen, FC København, 21 år:
Er den måske mest spændende spiller i Superligaen lige nu. Kan i modsætning til de to andre kandidater også bruges på kanten eller i rollen som hængende angriber. Det er blevet til tre mål i Superligaen.