Det er langt over stregen, at ugebladet Se & Hør har bragt en historie om, at Nicklas Bendtner skulle have været utro og kysset med en anden kvinde til en privatfest.
Den danske landsholdsangriber, som er kæreste med skuespillerinden Julie Zangenberg, er vred over, at Se & Hør på forsiden har bragt historien "Utro med fræk brunette".
"Bendtner glemte alt om kæresten" lyder det på forsiden, og inde i bladet beskrives, hvordan Bendtner angiveligt kyssede med en pige til en privatfest.
- Det her er et fantastisk eksempel på, at nogle medier prøver at sælge blade på et meget, meget løst grundlag. Hvis ikke det var så latterligt, ville jeg nok blive rigtig sur. Men det er at give Se & Hør for meget.
- Det eneste, Se & Hør skal have, er et rødt kort for det her, siger Bendtner til B.T.
Julie Zangenberg har været forbi Helsingør Stadion og overværet flere landsholdstræninger i denne uge.
Onsdag var Zangenberg på besøg i Helsingør sammen med veninden og sangerinden Medina for at overvære landsholdets træning forud for EM.
- Det er sikkert rigtigt, at jeg har kysset denne kvinde - ligesom jeg har kysset nærmest samtlige andre gæster, der var med til festen.
- Det er i mine kredse ganske normalt, at man hilser på sine gæster, for eksempel ved et kys, hvis man er glad for at se dem. Se & Hørs historie er over stregen, og det vil jeg ikke finde mig i, siger Bendtner.
Nyhedschef på Se & Hør Lise Bondesen slår fast, at bladet kan dokumentere historien.
- Vi har naturligvis gennemresearchet denne historie og talt både med den unge kvinde og flere andre gæster til festen. Alle bekræfter, at der var tale om meget mere end et uskyldigt kys.
- Vi bringer selvfølgelig denne historie, fordi vi har dokumentation i kraft af, at vi har talt med kvinden, siger Lise Bondesen til B.T.