Skrevet af René Fredensborg
refr@avisen.dk

Nej, han har ikke siddet og lyttet til de gamle Helmig Brothers-plader for at finde ny inspiration. Ej heller har han et stærkt passioneret forhold til den nu 21 år gamle debutplade Thomas . Faktisk hører han kun sit gamle dansksprogede materiale, når han skal øve op til en ny turné. Og i så fald er Thomas Helmig ret så selektiv.

»Jeg har det egentlig mest så en, at de gamle numre veksler mellem noget, der er skidegodt og noget, hvor man mest trækker lidt på skuldrene. Noget, der mere er en stiløvelse i tiden end egentlig musik,« siger den nu 42-årige popcharmør, da vi mødes på en Amager-café, specielt udlånt til formålet: Promotion-interviews i anledning af albummet Helmig - Herfra .

Et par dage i træk bliver stjernen fløjet ind fra Århus for at forklare medierne sin overraskende tilbagevenden til det danske sprog. Kaffen er friskbrygget, smøgerne er konstant glødende, og såmænd om ikke de berømte proptrækkerkrøller har fået et friskt skud sort farve. Spørger man om, hvad der egentlig gemmer sig derinde under overfladebehandlingen, svarer han høfligt, at hårpragten får kulør af samme grund, som han går med fingerring og ørering.

»Fordi jeg synes, det er pænt.«

Det er ikke for at holde dig ung, vel?

»Nej, det er jeg allerede for gammel til,« griner han.

De unge med skæg
For Helmig vil godt indrømme, at han efterhånden er lidt grå i skæg og tindinger. Den rutinerede popsmed er skam en ærlig mand, der heller ikke har noget problem med at berette om, hvordan han i en ung alder kom til at lide af metaltræthed, efter at han fire år i træk (fra 85 til 88) lavede en plade hvert eneste år.

Først i 1990 vinkede han med salgs-fiaskoen Løvens Hjerte farvel til de sangbare hjemstavnsgloser. I 16 år sang han på engelsk, og åbnede dermed gateway nummer 2 til den såkaldte dansksprogede bølge, der dog først i dette årtusinde fik sig en optur båret af dem, Thomas Helmig betegner som "de unge med skæg".

»Jo, jeg er for gammel til atter at hoppe på bølgen,« indrømmer han og pointerer, at han netop var "én af dem, som bølgen gerne ville knuse".

»Oven på 80 erne kunne jeg sgu heller ikke selv klare mere dansksproget 80 er-pop. Nu kunne jeg så igen mærke, at jeg havde brug for at udfordre mig selv, så jeg tænkte: Lav så en dansk popplade, for fanden.«

At der straks rullede jackpot-tegn rundt i øjnene hos pladeselskabet hersker der ingen tvivl om, for Helmig leverer nu, især for de mest nostalgiske fans, en længe ventet vare.

»Det er på dansk, men jeg er stadig på poptrip. Det interesserer mig simpelthen dybt, hvordan man klæder en god popsang på. Jeg kan godt lide formatet, og når jeg selv støder på poppen i dens klareste udgave, så bliver jeg enormt betaget og transporteret et helt andet sted hen i tre minutter og 12 sekunder.«

At svømme i lort
"Livet er fedt, men vi lever for lidt". Sådan lyder et af hans nye rim i det genfundne modersmål.

»Jeg indrømmer, at det kunne godt lyde som et DSB-slogan, hvis der ikke lige fulgte en ordentlig sang med.«

Jeg tænker "Gud, hvor banalt"...

»Ja, for at sige det mildt. Men gode poptekster kan også det der sloganagtige. Så for ikke at ende i reklamebranchen tilføjede jeg: "Vi gør hvad vi kan og så dør vi en dag".«

Han griner. Vi bestiller en flok håndbajere og kigger nærmere på den nyspundne lyrik. I sangen Nok til alle handler det pludselig om at sidde ved et veldækket bord, have nok af alt og svømme i lort, som der står skrevet.

»Vi har så meget herhjemme, men kan ikke give noget til dem, der er ved at dø af sult. Vi giver ikke nok til de ældre, i stedet er der alle mulige bizarre regler om, hvor mange gange de skal vendes i døgnet. Vi giver ikke nok til vores børns skoler. De kan heller ikke længere få varm mad i børnehaverne. Alt sammen til gengæld for at man kan gå ud og købe en fladskærm. Undskyld mig, men groft sagt, så svømmer vi i lort,« forklarer Thomas Helmig

Det lyder som et nyt politisk engagement?

»Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg altid har haft et politisk synspunkt godt til venstre for midten. Det har ikke nødvendigvis haft særlig meget med min musik at gøre, men den her sang er så en meget tydelig udmelding.«

Var det godt?

»Det var rart ja. Selvom den ikke blev så lang. Et minut og 20. Jeg kunne ikke få den til at blive længere,« smiler han - velvidende at hans samfundskritiske statement sorterer under det politisk korrekte.

»Politisk korrekthed er blevet til et fyord. Det smarteste spind nogensinde var at gøre det ord til noget grimt. Fordi det fjerner al opposition og åbenbart fejer alle argumenter af banen. Jeg vil gerne stå ved jeg er politisk korrekt - det er da en god ting at være.«