Hvis det står til en række socialdemokratiske medlemmer af Europa-udvalget, skal Helle Thorning-Schmidt til at finde sine gode overtalingsevner frem.
Hun skal nemlig overbevise Villy Søvndal om, at danskerne skal stemme om euroen efter et valg, skriver Berlingske Tidende.
Det er ganske enkelt uklogt at undlade at tage stilling til, om vi vil være med i euroen, mener socialdemokraten Orla Hav.
"Helle skal tage en snak med Villy og betone nødvendigheden af, at det er bedst for Danmarks økonomi. Vi risikerer at stå uden for nogle afgørende beslutninger, som har indflydelse på den danske økonomi," siger han til avisen.
Medlem af Europa-udvalget Yildiz Akdogan (S) har svært ved at forstå danskernes modstand mod den europæiske valuta. Hun håber, at Helle Thorning-Schmidt vil overbevise SF om, hvor vigtigt det er.
"SF må sætte sig ned, finde ud af hvordan og hvorledes vi skal løse det her," siger hun til avisen.
Kravet kommer efter, at Villy Søvndal sammen med S og R i søndags lovede, at der vil komme en afstemning om rets- og forsvarsforbeholdene, hvis oppositionen vinder næste valg.