Formiddagsavisen B.T. stod i morges tidligt op for at aflægge tre toppolitikere et visit. De ville ikke ind og have morgenkaffe, men tjekkede bare politikernes fortove, for at se, om der var ryddet for sne. Det var der ikke, og dermed bryder både Helle Thorning-Schmidt, Brian Mikkelsen og Pia Kjærsgaard loven om snerydning.
Loven siger, at ens fortove skal være ryddet for sne mellem 7 og 23 hver evig eneste dag. Men den lov manglede de tre toppolitikere at leve op til.
Alle tre politikere havde nemlig et fint snedækket fortov, da avisen var forbi i morges.
Den konservative økonomi- og erhvervsminister undskylder sig med, at han netop er vendt hjem fra Rusland.
"Det skal selvfølgelig være i orden," siger Brian Mikkelsen til B.T.
Pia Kjærsgaard bliver forsvaret af Dansk Folkepartis pressechef, Søren Søndergaard, der også undskylder den manglende snerydning med en udlandsrejse. Hun er nemlig i Bruxelles indtil i aften.
"Hjemme ved Pia er det hende, der selv rydder sneen, så jeg ved, at det er noget, hun går meget op i. Så mon ikke der bliver taget hånd om det, når hun kommer hjem," siger han til avisen.
Hvorfor Helle Thorning-Schmidt ikke har ryddet fortovet, står hen i det uvisse.
Kilde: B.T.