Når Pia Kjærsgaard ikke bedriver politik, slapper hun af i sit sommerhus på den græske ø Santorini.
Men nu er der opstået mystik om lederen af Dansk Folkepartis køb af sommerhuset tilbage i 2002.
Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af skødet, og det viser, at Pia Kjærsgaard og hendes mand Henrik Thorup gjorde noget af et kup på øen, der har de højeste kvadratmeterpriser i Grækenland.
Prisen var 150.000 kroner. Det er cirka 100.000 lavere end prisen burde være, vurderer en lokal ejendomsmægler over for avisen.
"Jeg har en fornemmelse af, at prisen burde være omkring 34.000 euro. 20.000 euro er for lavt," siger Nick Dinos fra firmaet Santorini Selection til Ekstra Bladet.
I Grækenland er det ofte set, at prisen sættes lavt for at spare penge i skat. Til gengæld betales en del af prisen under bordet.
Pia Kjærsgaard afviser, at der er begået ulovligheder.