Enhedslisten vil have frit salg af hash og pot i hashcafeer efter hollandsk forbillede, men skal forslaget blive til noget, må det nuanceres.
Det var meldingen fra partiets politikerkollegaer på Rådhuset, da der onsdag aften var møde i Socialudvalget.
"Ideen bliver holdt i live, og vi undersøger muligheden for at afkriminalisere hash. Jeg er glad for at der er bred opbakning hele vejen rundt til at se grundigt og mere konkret på dette her. Det er afgørende, at vi får has på denne her bandekriminalitet," siger socialborgmester Mikkel Warming (EL) til politiken.dk.
Efter sommerferien mødes udvalget igen, hvor de vil se nærmere på de undersøgelser, der nu sættes i gang.
De københavnske politikere lader til at være enige om, at en liberalisering af hashmarkedet kan være med til at begrænse det kriminelle miljø, som i dag tjener store summer på hashhandel.