En bommert fra taxaselskabet medførte, at en 14-årig dreng med Downs syndrom blev efterladt alene på den forkerte adresse. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Drengen, Vincent Löw Kristensen, skulle torsdag hentes på sin skolefritidsordning af en taxa og køres direkte på weekend hos sin aflastningsfamilie - som han fast bliver to gange i måneden.
Men chaufføren fra Terndrup Taxa, som kommunen har udliciteret kørslen til, havde ikke fået skemaet med drengens navn, adresse og tidspunkt. Derfor kørte han bare hen til drengens normale hjemmeadresse, læssede ham af, og kørte igen, selvom den handicappede dreng ikke kan klare sig uden hjælp fra voksne.
Mange fejl efter udlicitering
Moderen, Edith Kristensen, var ikke hjemme, idet hun gik ud fra, at drengen var hos sin plejefamilie. Hun blev imidlertid kontaktet af den bekymrede plejemor, som undrede sig over, hvor Vincent Löw Kristensen blev af, hvorpå moderen hastede hjem og fandt sin søn alene.
Nu har hun klaget til kommunen over taxaselskabet.
Siden kommunen efter sommerferien udliciterede taxakørslen - herunder handicapkørslen - til Terndrup Taxa, er der sket mange fejl og forsinkelser.
Edith Kristensen er også utilfreds med, at selskabet hele tiden ændrer ruter og skifter chauffører, så det hele tiden er nye folk, som skal køre med de handicappede børn, siger hun til Viborg Stifts Folkeblad.
Viborg Kommune beklager meget episoden, men siger, at der ikke kan undgå at ske menneskelige fejl, og at taxaselskabet generelt begår færre fejl nu end den første måned, de stod for kørslen.