Hvis det første, en turist oplever i Danmark, er en mellemfornøjet taxachauffør, der lugter lidt af sved, så vil turisten nok ikke komme tilbage en anden gang.
Derfor skal taxachauffører tilslutte sig et servicekodeks for at højne standarden, mener hotellernes og restaurationernes arbejdsgiverorganisation Horesta ifølge Berlingske Business.
Nogle gæster klager nemlig over, at taxachaufførerne er usoignerede, ikke hjælper med bagagen og ikke holder døren for gæsten, fortæller Allan Agerholm, som er formand for Horesta i Region Hovedstaden.
De københavnske taxaselskaber har været til møde med Horesta om emnet - men det er ifølge Berlingske Business uklart, hvem der er blevet enige om hvad.
Nogle taxaselskaber siger, at de aldrig fik Horestas invitation til mødt, og flere selskaber siger også, at de i forvejen har et servicekodeks.