Det var en almindelig eftermiddag på Strøget i København forrige vinter. HA-rockeren Brian Sandberg var på en sidegade i juicebaren Joe & the Juice.
Ud af det blå blev der affyret to skud ind af vinduet.
I dag er manden, der affyrede pistolen, blevet kendt skyldig i drabsforsøg, oplyser Ritzau. Han er 20 år og blev anholdt og varetægtsfængslet for et år siden.
Gerningsvåbnet - en Smith & Wesson-pistol - var i mandens lejlighed. Politiet havde også adskillige overvågningsbilleder, der lagde skylden på hans skuldre.
Brian Sandberg blev kun ramt af fragmenter fra vinduet og ikke af de to kugler.
Det var et enigt nævningeting, der udpegede den 20-årige som gerningsmanden, fortæller radioavisen. Han havde hele vejen i gennem nægtet sig skyldig og mente, at gerningsvåbnet var plantet. Den forklaring købte nævningeformanden ikke.
Straffen vil blive udmålt senere i dag.