Danmarkshistoriens største rockersag er skudt i gang i dag.
Og hovedpersonen selv, kendisrockeren Brian Sandberg, blev da også hyldet som en sand berømthed, da han som den sidste troppede op i Glostrup Ret.
Der var omkring 100 supportere, som var mødt op, og ifølge eb.dk nåede han at hilse og få lykønskninger fra både sin gode ven Jønke, og alle de andre støtter med store rygmærker.
I alt 16 rockere fra Helvedes Engle og støttegruppen AK 81 er tiltalt for i alt seks drabsforsøg, overfald med køller, en mængde ulovlige våben og planer om at lave en bombe.
Personligt er Brian Sandberg anklaget for to drabsforsøg, som hans kendis-forsvarer Michael Juul Eriksen, fuldstændigt afviser, skriver eb.dk.
"Anklageskriftet er upræcist. Brian Sandberg skal have beordret to drabsforsøg, men anklageskriftet siger intet om, hvordan det skal være sket. Så Brian Sandberg ved ikke, hvordan han skal forsvare sig mod tiltalen. Derfor kræver vi den afvist, når retssagen starter," siger Michael Juul Eriksen til eb.dk
Brian Sandberg er ikke alene en af rockermiljøets absolutte stjerner. Også i det danske jetset-liv er han kendt. Han har udgivet biografien Gangster, været i et forhold med den barmfagre Kira Eggers, som han har boet sammen med, og han har været personlig livvagt for IT-direktør Stein Bagger, mens svindlen stod på. Også flere forsøg på mordattentater har han været udsat for, så ved retten i Glostrup er der et massivt fremmøde af politi og presse.
Hovedvidnet mod Sandberg og de 15 andre rockere er det 25-årige tidligere medlem af AK 81, som selv er dømt og har indrømmet drabsforsøg. Han har angivet de andre rockervenner.
Retssagen står på det næste halve år.