"Det er helt utroligt. Det er som om det er en dårlig film, der er slut," fortæller Holgers faster til TV2 News.
Ved halv-elleve-tiden i formiddags blev Holger Kragh fundet af en borger i området. Kort efter blev drengen genforenet med sin familie.
Holger Kraghs bedstemor forklarer, at Holger har varme hænder og varme fødder, da han blev genforenet med sin far.
"Han sidder og spiser chokolade og drikker rød sodavand og trykker sig op ad sin far," fortæller Holgers faster til TV2 News.
Den rødhårede dreng blev væk fra sin familie ved elleve-tiden søndag, og siden har man været bekymret for, hvordan han skulle klare sig gennem natten alene.
Holgers bedstemor siger til TV2 News, at drengen var varm og tør, og at han ikke, som man ellers frygtede, havde tisset i bukserne i nattens løb og derfor var blevet mere kold.
Det har været 24 horrible timer for den lille drengs familie, der siden Holger Kragh forsvandt, har været samlet i en spejderhytte i Tranum Klitplantage.
"Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvad jeg frygtede. Det var været forfærdeligt. Men han har det godt, og jeg har rørt ved ham, og han er helt varm," fortæller Holgers morfar Asbjørn til TV2 News.