Haitis tidligere diktator, Jean-Claude "Baby Doc" Duvalier, er nu blevet beordret til at møde i retten i næste uge, efter at han torsdag atter blev væk fra en høring.
Duvalier nægtede at møde i retten for at få at vide, om han skal retsforfølges for systematiske krænkelser af menneskerettighederne.
- Der er ikke engang én procent chance for, at han indfinder sig, sagde Duvaliers forsvarsadvokat Reynold Georges i retten torsdag.
Eks-lederen, som vendte hjem til Haiti i 2011 efter 25 år i eksil i Frankrig, har allerede nægtet at dukke op til to høringer.
Men det skal han altså næste gang, krævede retten torsdag. Det næste møde er fastsat til torsdag i næste uge.
- Ja, vi vil tage ham med. Vi vil respektere rettens beslutning, siger Frizto Canton, der er en del af Duvaliers juridiske hold.
Duvalier er blandt andet beskyldt for meddelagtighed i mord, tortur og bortførelser - anklager han pure nægter.
Menneskerettighedsorganisationer siger, at hundredvis af politiske fanger døde som følge af tortur eller blev myrdet under Duvaliers rygeren.
Sidste år besluttede en domstol i Haiti, at der var gået for lang tid til, at den tidligere diktator kunne blive holdt ansvarlig for sine forbrydelser mod menneskeheden. En dom, der altså er blevet anket og nu tages op igen.
Sagsøgernes advokater havde håbet, at dommeren ved torsdagens retsmøde kunne give besked om, hvorvidt eks-diktatoren skal retsforfølges ej. Men de må nu vente en uge mere.
Duvalier var indkaldt til retten første gang den 7. februar.
"Baby Doc" styrede landet i næsten 15 år mellem 1971 og 1986, efter at han som kun 19-årig efterfulgte sin afdøde far, Francois "Papa Doc" Duvalier.
/ritzau/AFP