Den stort opsatte hippie-musical Hair med blandt andre rockmama Sanne Salomonsen på rollelisten skulle have haft premiere allerede i dag, 19. februar.
Men sent søndag aften blev den unge sangerinde Anne Sofie Steen, der spiller en fremtrædende rolle i musicalen, ramt af en mindre blodprop, skriver Østre Gasværk i en pressemeddelelse.
Lægerne forventer, at den uheldige sangerinde kommer sig fuldstændig - men ikke i tide til premieren tirsdag aften.
Derfor er teatret nu blevet tvunget til at udskyde premieren til den 26. februar. Anne Sofie Steen kommer dog desværre ikke til at synge i forestillingsrækken.
- Lige nu tænker vi allermest på Anne Sofie, siger direktør på Østre Gasværk Teater, Pia Jette Hansen, i pressemeddelelsen.
Den psykedeliske rockmusical har forestillinger frem til den 12. maj. Musiker og oversætter Kenneth Thordal har stået for oversættelsen fra den populære Broadway-genopsætning fra 2011.
/ritzau/