Kommuner må ikke kun gøre rent en gang om måneden hos de ældste borgere. Det står nu klart efter Ældre Sagen har vundet en sag mod Hørsholm Kommune, som kun ville levere rengøring 12 gange på et år.
Sagen har åbnet for en omfattende debat om ældreplejen, og socialministeren lufter blandt andet muligheden for brugerbetaling på ældreområdet.
"Ligesom vi vil se på børnechecken, så er egenbetaling på dette område for folk med meget store indtægter bestemt i spil. Vi må bare konstatere, at vi mangler 100 milliarder, og der bliver alle nødt til at holde for," siger Karen Hækkerup til Newspaq.
Ældre Sagen mener, at nye tiltag skal findes gennem en kommission, men den model er ministeren usikker på.
"Jeg er meget enig i, at vi skal kigge på hjemmehjælpsområdet. Lige nu har vi en ældrekommission, som snart kommer med sin betænkning. Så om det skal være en kommission må vi vente at se, men alt er i spil - intet er helligt," siger socialminister Karen Hækkerup.
Regeringen barsler med omfattende reformer blandt andet på det sociale område.