I dag bor han på landet i Tikøb på Nordsjælland. Festen er slut. Alkoholen er lagt på hylden. Ja, han er endda sprunget ud som kristen.
Havde man for ti år siden fortalt Casper Christensen, at hans liv ville udarte sig på den måde, ville han have grinet. Det fortæller komikeren i et nyt interview med Berlingske, hvor han gør op med den hurtige livsstil, der var præget af alkohol og dårlig dømmekraft, der var ved at ødelægge alt for ham, og som for syv år siden kastede ham ud i en 180 graders omlægning af livet.
Erkendelsen om, hvor slemt det stod til for ham, ramte ham dog først for nylig, afslører han i interviewet.
- Forleden var jeg sammen med skuespilleren Vicki Berlin. Hun fortalte mig, at når jeg førhen kom ind i et lokale, var folk bange for mig. Jeg tænkte bare ”what”. Jeg husker mig selv som en god chef og kollega, men hun sagde, at der nærmest kom en sort sky ind i lokalet, når jeg trådte ind. Jeg troede, at jeg var et rart og venligt menneske, men det har simpelthen været svært for andre at være omkring mig, siger Casper Christensen til Berlingske.
Den 56-årige komiker og manuskriptforfatter bor i dag sammen med sin 38-årige hustru, Isabel Christensen, som han har sønnerne Cooper på syv år og Jagger på fem, med.