"Vi har ikke vidst noget som helst."
Sådan siger næstformand i Haandværkerforeningens bestyrelse Robert Sørensen oven på TV 2's afsløringerne af groft svigt i den hjemmepleje, som foreningen driver.
"Det er ganske forfærdeligt, at borgere ikke har fået den hjælp, de skulle have haft. Det er helt uacceptabelt. Vi har ikke vidst noget som helst. Vi har ikke fået nogen skriftlige klager eller anden indikation på, at der var noget galt," siger Robert Sørensen til Newspaq.
Han understreger, at plejehjemmet Håndværkerhaven, som foreningen også driver, har fået "rosende omtale de seneste mange år."
"Vi skal have udredt trådene for at finde ud af, hvad der er foregået. Vi skal til bunds i sagen," siger Robert Sørensen.
Som en følge af skandalen, er Haandværkerforeningens Hjemmepleje i København med øjeblikkelig virkning sat fra bestillingen.
Som den eneste selvejende institution har Haandværkerforeningens Hjemmepleje stået for at levere hjemmehjælp til københavnske borgere - men nu overgår aftenhjemmeplejen til hjemmeplejen på Nørrebro.
Syv hjemmehjælpere og to timeledere er blevet sendt hjem som en konsekvens af afsløringerne, og lederen af hjemmeplejen er fratrådt, dog på grund af tidligere samarbejdsproblemer.
Københavns Kommune har på baggrund af sagen været i kontakt med tre fjerdedel af de 158 borgere, der har modtaget hjemmepleje af Haandværkerforeningen.
Af dem har kun otte udtrykt kritik af servicen, oplyser sundheds- og omsorgsforvaltningen til Newspaq.
TV 2 afslørede blandt andet, at hjemmehjælpere holdt frokostpauser på halvanden time, gik på shoppingtur i arbejdstiden og klarede besøg hos ældre på fire minutter, selvom der var sat en halv time af til besøget.