Orkanen Gustav gav langt færre problemer end forventet. Nu kræver amerikanske politikere, at der sættes flere penge af til forskning i vejrudsigter.
Det er republikanske politikere, der i nat på Det Republikanske Partis konvent i Minnesota forlangte, at der skal afsættes flere penge til at sikre bedre vejrudsigter.
Meldingen overrasker herhjemme pressechefen hos Danmarks Meteorologiske Institut, Niels Hansen.
- De amerikanske meteorologer havde forudset orkanen Gustav og dens bane ret præcist næsten en uge i forvejen. Det kunne ikke være gjort meget bedre, siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Forbedrede vejrudsigter skal gøre det lettere at afgøre, om vejret udvikler sig til en naturkatastrofe. Det oplyser tv-stationen CNN.
Niels Hansen tror dog ikke, at det i Gustavs tilfælde havde gjort nogen forskel i forhold til evakueringerne - men mere forskning kan i fremtiden give bedre vejrudsigter her i Danmark.
- Hvis de bruger penge på grundlæggende elementer i meteorologien vil det kunne gøre de danske vejrudsigter bedre, men hvis de i stedet satser på lokale, detaljerede klimamodeller, så vil vi ikke få gavn af det, siger han.
Niels Hansen mener, at pengene nok ville gøre mere gavn, hvis de blev afsat til at formidle vejrudsigterne bedre til amerikanerne.
- Der kan let danne sig et billede blandt befolkningen af, at meteorologerne aldrig har ret, fordi mange medier skærer detaljerne ud af vejrudsigterne. Herhjemme klager nordjyder ofte over, at vi ikke kan forudsige vejret. Det gør de, fordi vores mange undtagelser for området ofte undlades i radio- og tv-aviser. Den slags problemer er langt værre i USA, hvor afstandene er større end herhjemme, siger Niels Hansen.
Politikernes udmeldinger kommer efter, at op mod to millioner mennesker i weekenden blev evakueret fra lavtliggende områder omkring New Orleans af frygt for, at orkanen Gustav ville lægge områderne under vand.
Det skete senest i 2005. Evakueringerne viste sig at være overflødige, da Gustav havde mistet en stor del af sin kraft før den ramte USA.
/Newspaq/