Ved Retten i Odense er en 22-årig mand blevet varetægtsfængslet i fire uger efter to grove overfald i forbindelse med bandevolden i Odense i går.
Manden er medlem af AK81, skriver politiken.dk.
Han er sigtet for grov vold og overtrædelse af våbenloven, fortæller vicepolitiinspektør Henrik Justesen. Han tilføjer, at det kan blive aktuelt at sigte flere personer i sagen.
Der kan ikke gives yderligere oplysninger, fordi dagens grundlovsforhør foregik bag lukkede døre.
Volden blussede op mellem folk med indvandrerbaggrund og rockeraspiranter fra AK81, og der var i alt fem episoder mellem klokken 14.30 og 15.15.
Der blev også anvendt køller, og flere af de involverede bar skydevåben.
En ung mand blev stukket ned under balladen, og han er uden for livsfare.