Virksomheders sociale medansvar i forhold til at løse verdens problemer er et af de emner, som interesserer grevinde Alexandra.
Det er også et emne, som bringer hende vidt omkring. Således var hun i november i USA, hvor hun på Indiana University Bloomington talte om emnet, og nu er hun inviteret til Odense.
Her skal hun i september tale ved det eksklusive forum Thinkers50, som European Business Forum afholder for andet år i træk.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Under armen har grevinde Alexandra sin bog "The Sincerity Edge: How Ethical Leaders Build Dynamic Businesses", som hun har skrevet sammen med Timothy L. Fort, der underviser på Indiana University Bloomington.
- Vi sætter stor pris på, at Grevinde Alexandra har valgt at være en del af European Business Forum. Hendes perspektiv omkring etisk lederskab, og om hvordan virksomheder bærer et socialt medansvar i forhold til at løse verdens problemer, passer godt til forummets tema i år om social innovation og det at træffe bedre valg, siger Odense Kommunes vækstchef Bjarke Wolmar til avisen og tilføjer:
- Med sin baggrund i såvel erhvervslivet som kongehuset har grevinden stor erfaring med at forholde sig til en bred vifte af emner på et meget højt niveau. Hun besidder et stort talent i forhold til at iagttage og italesætte trends og strømninger. Det gør hende til et interessant navn i viften af talere til dette års forum.
European Business Forum afvikles i Odenses nybyggede kulturcentrum Odeon. Her får grevinde Alexandra ifølge Fyens Stiftstidende selskab af nogle af verdens førende businesstænkere og -ledere, ligesom tilhørerne er topledere fra danske og udenlandske virksomheder.