Hvis man leder efter arbejde i Japan, er det ingen hindring, at man har rundet 60 år. Japanerne er de ældste i verden, og mens landets babyboom-generation langsomt trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, bliver virksomhederne mere og mere opmærksomme på det grå guld.
Løsningen på problemet med manglende arbejdskraft er nemlig langt hen ad vejen at overtale de ældre japanere til at udskyde pensionen, skriver Reuters.
»Japans bedste ingenører og teknikere forlader i øjeblikket fabrikker og kontorer for at trække sig tilbage. Virksomhederne indser nu, at den eneste måde at bevare ekspertisen på er at ansætte de ældre,« siger Shigeo Hirano, som lever af at skaffe arbejde til japanere, der har rundet 60.
Hver femte er pensionist
I dag kan japanerne gå på pension, når de fylder 60, men mange vælger at fortsætte længere på arbejdsmarkedet, og det skal de anspores til, mener økonomer. For med flere og flere ældre og færre og færre unge, bliver det sværere at skabe vækst i den japanske økonomi.
»Virksomhederne er nødt til at hæve pensionsalderen til mindst 65 eller måske endda 70 år,« siger økonomiprofessoren Atsushi Seike.
På grund af årtiers lave fødselsrater er Japan ved at gå fra et samfund i vækst til et samfund, der mest minder om et plejehjem. Hver femte indbygger i Japan er nu over 65 år gammel, mens blot 3,6 procent af japanerne er under 15 år, og det er den laveste andel, siden Japan begyndte at tælle befolkningen i 1920. Til sammenligning er det kun omkring hver syvende dansker, som er over 65 år gammel.
70 procent vil gerne
Heldigvis er mange ældre villige til at tage et par år ekstra på arbejdspladsen. Fornylig lavede det japanske sundhedsministerium en rundspørge blandt folk i 50’erne, og hele 70 procent sagde, at de gerne ville fortsætte med at arbejde, efter de fylder 60.
Men det er ikke sikkert, at de ældres arbejdsindsats er nok til at opfylde virksomhedernes behov, og derfor opfordrer økonomer til, at man begynder at åbne døren for udenlandsk arbejdskraft.
En anden mulighed er at aktivere nogle af de mange unge mennesker i 20’erne og 30’erne uden uddannelse eller arbejde, der lever af deres forældres indkomst. Dem er der mere end 500.000 af i Japan.